Stilheden er en gave

”Jeg har svært ved at beskrive den dybde, der åbnede sig for mig. Jeg er hverken frelst eller åbenbaret, men jeg genopdagede den ro, der er inde i mig selv”. Læs direktør Jan Poulsens beretning om hans livs første Silent Retreat

Af Jan Poulsen, direktør

”Hvorfor? Hvorfor dog det?”
         Det var der rigtig mange, der spurgte om, da jeg fortalte dem, at jeg skulle på et silent retreat med tre dages total stilhed og ingen øjenkontakt.
Det var da også med både blandede og spændte forventninger, at jeg tog afsted til Langebæk Retreatcenter, for at opleve mit livs første silent retreat.
Efter indledningen og en udfordrende inquiry-øvelse, hvor jeg skulle prøve at forklare, hvem jeg er om og om igen (provokerende!), sad jeg pludselig i stilhed og spiste aftensmad torsdag aften sammen med en masse fremmede mennesker.
Det var anderledes, mærkeligt og samtidigt behageligt. Stilheden, og det kun at skulle forholde sig til sig selv og sine tanker, var overvældende. Mine sanser var skærpede, og jeg oplevede stilheden som larmende. Mine indre stemmer havde en masse at sige om arrangementet allerede.
Samtidigt nød jeg denne egoistiske oplevelse af ikke at skulle give noget til eller have noget fra andre – hverken i form af ord eller signaler fra øjne eller andet. En ganske  lille oplevelse af frihed maste sig ind i frustrationen.

Tiden går i stå

Jeg havde virkelig forventet, at jeg ville blive udfordret af stilheden. Jeg er vandt til at kommunikere meget, jeg lever af det, ikke bare i form af tale, men i høj grad af øjenkontakten og bekræftelsen i, at der er nogen der ser mig eller lytter til mig, giver mig tegn på, om jeg er i kontakt med dem og flytter dem.
         Det er virkeligt anderledes ikke at være i kontakt med de mennesker, der er omkring en. Jeg ved ikke, hvornår jeg fandt roen og energien i stilheden. Først oplevede jeg frustration i det uvante. Måske var det først fredag aften efter et døgns kamp med mig selv. Måske var det før. Tiden bliver mærkeligt elastisk på et silent retreat.
         Det gør også, at jeg faktisk har svært ved at redegøre for mine oplevelser undervejs.
          Vigtigst er det nok bare at konstatere, at Bo Heimann guidede os ind til indsigter og afslappelse med et vid og en dybde, jeg fik stor respekt for. Hele vejen igennem havde han en sans for at forholde oplevelserne til virkeligheden, gøre det brugbart og naturligt. Blot ved nogle simple historier og små spidsfindige anekdoter eller endda morsomheder, fik han mig til at forholde sig til livet her og nu.

En indre rejse

Dagene forløb med silent walks, guidede inquiry-øvelser, yoga, guidede meditationer (mange flere slags, end jeg anede eksisterede) og tid til til sig selv.
Det var en fantastisk rejse ind i mig selv at udføre simple yogaøvelser, der fik min krop til at sitre af energi og spænding, for siden at åbne op for afslappelsen; at opleve dyrene i naturen stoppe op og betragte mig, uden nogen frygt eller behov for at flygte; at stille spørgsmål til mig selv, observere og undre mig, og senere selv finde svarene – underligt nok (viser det sig) kender man jo alle svare, eller også opdager man, at det ikke er vigtigt at finde dem; at opleve tiden fuldstændigt forsvinde i en rystemeditation, så det der føles som fem minutter faktisk har varet en time.
Vi stod meget tidligt op hver dag, for at gå tur i skoven. Når ens indre brokkerier over at blive hevet tidligt ud af sengen ellers er forstummet, så er en morgentur i skovens stilhed helt fantastisk. Det var stadigt mørkt og naturen var kun lige ved at vågne. Man mærker sine sanser, lytter til vinden i træerne, dufter til skovbunden.
Og det at komme ud af skoven, gå op på en bakke og se solen stå op i al sin magt og styrke, var et så betagende smukt syn, at det næsten overvældende mig. Den første morgen ramte en dyb erkendelse mig meget direkte: der er så meget at være taknemmelig over. Jeg prøver her bagefter at minde mig selv om det hver eneste dag.
Jeg oplevede, at, tid og sted blev ophævet i løbet af retreatet. At være til stede i nuet, mærke, lytte, føle, smage, se og tænke, det er vel i bund og grund at leve? Det er vitterligt så simpelt, og så alligevel så svært. Jeg har svært ved at beskrive den dybde, der åbnede sig for mig. Jeg er hverken frelst eller åbenbaret, men jeg genopdagede den ro, der er inde i mig selv.

Den smukke sommerfugl

Søndag formiddag, inden tavsheden skulle brydes, sad jeg på mit værelse og kiggede ud af mit vindue. Jeg havde pakket mine tasker, og var så småt ved at indstille mig på at skulle hjem og forholde mig til omverdenen igen. Jeg glædede mig, savnede mine elskede, og alligevel ville jeg helst ikke slippe fordybelsen og stilheden.
Langebæk Retreatcenter er et smukt hus. På mit værelse var der et vindue med runding i toppen og seks vinduesfag. Mit værelse lå på første sal, og jeg havde trukket en stol hen og sad og kiggede ud på træerne, der blidt bevægede sig i vinden. Jeg så på himlen og skyerne, der drev forbi, ganske ligesom mine tanker og refleksioner glider forbi for min bevidstehed.
Pludselig sad der en stor smuk sommerfugl helt rolig i det ene vinduesfag. Den sad i stilheden og bevægede langsomt sine vinger, som om den kiggede ind på mig. Jeg nød det smukke øjeblik, og undrede mig over, at der rent faktisk var en sommerfugl ude i september måned. Sommerfuglen flyttede sig langsomt hen på den ene vinduessprosse og foldede vingerne ind, som om den gemte sig.
Jeg lukkede øjnene og tænkte på den engelske forfatter, der sagde.: ”Lykken er som en sommerfugl, når du stræber efter den er den altid lige uden for din rækkevidde, og du kan lige præcis aldrig nå den, men hvis du sætter dig roligt ned, kan du være heldig, at den sætter sig på dig.”
Jeg ved ikke om sommerfuglen nogensinde fløj væk, eller om den sidder der endnu, jeg kiggede aldrig. Jeg ved bare, at lykken havde sat sig hos mig, og jeg var i stand til at tage den med mig, uanset hvor jeg tog hen.

FAKTA

Jan Poulsen har en baggrund som leder på bla. Lundbeck og Novo Nordisk med speciale i LEAN manufacturing og performance management. Hans mangeårige erfaringer med undervisning og coaching samt ni år som selvstændig giver giver ham en solid ballast som kursusleder og coach. Han er i dag direktør for Kompetencehuset under Dansk UddannelsesCenter (www.ducas.dk).