Der er ingen store ånder i dansk politik. Ingen med idealer. Derhjemme handler politik om trafikløse motorveje i Nordjylland, fremmedhad, nedsættelse af afgifter på øl og sukkervand, statskontrollerere litteratur-kanoner og krigsdeltagelse uden FNs anerkendelse. Og om magten for magtens egen skyld. Den slags kræver ingen ånd.
Gandhi sagde, at ´politik uden principper vil ødelægge os´. Valgkampen derhjemme var skammeligt principløs og endte i et bevidstløst overbudskapløb. Han sagde også, at ´nydelse uden samvittighed, viden uden karakter, erhvervsliv uden moral og videnskab uden humanisme´ også vil ødelægge os. Vi står i altsammen til halsen.”
Bo Heimann tager læseren med på fascinerende rundrejse i den eksotiske indiske hverdag, der er et sandt bombardement af alle sanser: Indien lugter af fattigdom, dufter af krydderier, larmer af mennesker og trafik, og er en fryd for øjet med farverige sari´er, storslåede bjerge og kilometer lange sandstrande.
Rejseoplevelserne inkluderer blandt andet besøg i den hellige by Pushkar i Rajasthans ørken, et retreat med den spirituelle lærer Eckhart Tolle for foden af Himalayas bjerge, meditationer i mystikeren Oshos ashram i Poona og yoga og afslapning på Goas sandstrande.
Indtrykkene fra Indien sættes hele tiden polemisk i perspektiv med Dansk Folkepartis kristen-nationalistiske kamp for ´danskheden´, der har gjort det ligitimt at være chauvinistisk og selvtilstrækkelig, og som har givet glæde, selvironi, taknemmelighed og visioner om en bedre verden tragisk trange kår. |